Nye krav til topledere og organisationer i en BANI verden

Af Charlotte Pontoppidan Wise og Jens Bach Mortensen, LeaderHubs

Vi oplever at topledere i stigende grad skal udøve ledelse i en uklar og ekstrem dynamisk virkelighed: Hvor skal blikket rettes hen? Får jeg den rette sparring? Træffer jeg de rigtige beslutninger?

I dette nyhedsbrev kan du lade dig inspirere af det, som en australsk antropolog og fremtidsforsker, kalder for A BANI WORLD, og læse om vores bud på, hvad det kalder på hos topledere og organisationer.

Fra VUCA til BANI world

I kølvandet på Den Kolde Krig, introducerede Det amerikanske Forsvar begrebet VUCA world, som beskrev den øgede volatilitet, usikkerhed, kompleksitet og tvetydighed, der kendetegnede de vanskelige vilkår, der skulle  træffes beslutninger og udøve ledelse i.

Siden har den amerikanske antropolog og fremtidsforsker, Jamais Cascio introduceret BANI begrebet. Han mener at VUCA, med de mange kriser, vi står overfor i verden; klima, ulighed, krige, global ustabilitet osv. kalder på et grundigt realitetscheck af, hvordan vi ser og opfatter verden, og at vi derfor i dag lever i en ”BANI world” (Brittle, Anxious, Nonlinear and Incomprehensible), som direkte oversat betyder Skør, Ængstelig, Ikke-lineær og Uforståelig”.

I forhold til ledelse i en BANI verden, kalder det for os at se på, at ledere skal finde luppen og nye briller frem. Luppen, fordi god ledelse i høj grad handler om nysgerrighed – og nye briller, fordi god ledelse handler om hele tiden at vurdere om vi ser på situationen med passende briller. Lad os kigge lidt mere på BANI begrebet og hvad det kalder på af ledelse:

Brittle – Skør – Illusionen om, at vi står stærkt

Når noget ser solidt og stærkt ud, men i virkeligheden er på kanten af et kollaps er det “brittle”. Vi har for længe holdt fast i illusionen om vores styrke, effektivitet og dygtighed, bl.a. fordi det gør os trygge. Udfordringen er at  have modet til at se i øjnene, at vores verden, både naturen, økonomien og freden er et skrøbeligt, indviklet sammenkoblet økosystem, som kalder på, at vi indser, at det vi i dag ser som styrke, skal erstattes af noget andet.

Anxious – Angst - Illusionen om, at vi har kontrol

Angst bærer en følelse af hjælpeløshed med sig, en frygt for, at uanset hvad vi gør, vil det altid være det forkert. I en ængstelig verden ser ethvert valg ud til at være potentielt katastrofalt. Vores medier hjælper os ikke, for vi bliver mødt med en overflod af information og samtidig er det ofte svært at kende forskel på ”real og fake news”. Med de sidste årtiers uroligheder, begynder det at gå op for os, at vi aldrig kan vide os sikre og at vi reelt aldrig har haft kontrol.

Nonlinear – Ikke lineær – Illusionen om forudsigelighed

Hvis nogen stadig tror på, at årsag og virkning, er en ligetil og nem opskrift på god ledelse, så lad os lægge denne antagelse i graven! Vi er en del af en kompleks verden, hvor der sjældent er enkle svar, og hvor en lille hændelse i ét hjørne af virksomheden f.eks. kan ende som en shitstorm. Det begynder at gå op for os, at vi ikke kan forudsige fremtiden. Hvor og hvornår startede klimakrisen, pandemien, krigene? Hvad er de rigtige spørgsmål at stille for at finde svar på, hvad der er det rigtige at gøre i en ikke lineær verden?

Incomprehensible – Uforståelighed – Illusionen om viden

Ordsproget: Jo mere vi ved, jo mere ved vi, at vi ikke ved, beskriver meget godt hvad “incomprehensible” handler om. Vi troede, at vi forstod den verden vi lever i, men det går mere og mere op for os, at vi ikke kan finde klare svar, og at de svar vi finder ikke altid giver mening.

Der findes ingen helte!

Alt i alt kan det  siges at være en ret uoverskuelig verden at være topleder i. Det positive er, at vi bliver mere og mere bevidst om, hvad vi ikke ved og dermed erkender, at det er sådan det er. Topledelse handler dermed ikke om at være en helt, der altid har de rette svar, men om at smide masken, bevare roen, stille gode spørgsmål, lytte, involvere og med dette træffe afbalancerede beslutninger. Om at have modet til at begå fejl og fejre, at vi hver gang bliver klogere. Og så handler det i bæredygtighedens erkendelse om, at hvert et lille skridt vi som individer tager, rent faktisk gør en stor forskel. Intet er ligegyldigt i et sammenkoblet økosystem!

Filosoffens bud på god ledelse

Den danske filosof Ole Fogh Kirkeby har nogle interessante holdninger om ledelse, som vi mener matcher meget godt til den BANI verden, der skal udøvelse ledelse i. F.eks:

  • Den moderne leder bør ifølge Kirkeby handle ud fra normer og værdier som menneske og ud fra en moral og etik om at ville det gode.

Først menneske, dernæst leder

Lederens redskab er sig selv

  • Den indre stemme er altid foregrebet af en følelse, der er stærk nok til at stå fast. Sommetider kaldes den for samvittighed

  • Man skal som leder gøre sig interesseret – ikke interessant

  • Der skal skabes en god og arbejdsom stemning – ikke en afstemning. Det er stemningen, der er virkelighed.

  • Når vi erkender, at alt kunne have været anderledes – og at det ikke kan være anderledes – ser vi de mange muligheder for at eksperimentere.

LeaderHubs udfordrer og udvikler ambitiøse virksomhedsledere, nøglepersoner og ledergrupper, så de skaber resultater, der samtidig balancerer personlige, økonomiske, menneskelige og samfundsmæssige hensyn.

Du er altid velkommen til at kontakte os for en uforpligtende dialog og inspirationsudveksling.

Forrige
Forrige

Forretningsresultater ved brug af The Human Element®